Treugersregel i tvangsfjernelsessager
En tvangsfjernelse ophæves, hvis barnet med kommunens medvirken opholder sig mere end tre uger hos den eller de forældre, det er fjernet fra.
Afgørelsen er vigtig, fordi den i socialretlig praksis kan bruges direkte som hjemmel til krav om hjemgivelse.
Man skal forstå principmeddelelsen sådan, at barnet nødvendigvis i det lange løb skal automatisk hjemgives, men at modsætningen mellem begrundelsen for anbringelsen på den ene side og overladelsen af barnet til de “farlige forældre” på den anden stritter så meget mod hinanden, at sagen bør tages op igen til fornyet overvejelse. Dog peger pilen i retning af hjemgivelse.
Tvangsfjernelse er et savn for børn og voksne
Ankestyrelsens principafgørelse C-5-99 om hjemgivelse – hjemvisning – barn – anbringelse uden for hjemmet uden samtykke Kan hentes her
Resume:
Ankestyrelsen ophævede Børn og unge-udvalgets afgørelse om fortsat anbringelse uden for hjem- met uden moderens samtykke af en 12-årig dreng. Udvalgets beslutning ansås for bortfaldet, da drengen på tidspunktet for Ankestyrelsens afgørelse med kommunens medvirken havde haft ophold i hjemmet i cirka tre uger. Hertil kom, at drengen forinden var flyttet fra institution til plejefamilie uden moderens samtykke. Ankestyrelsen hjemviste samtidig sagen til fornyet behandling i kommunen.
Love:
Lov om social service – lovbekendtgørelse nr. 581 af 6. august 1998 – § 42, stk. 1 og § 46, stk. 1 Lov om social service – lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 – § 58 (1)
Sagsfremstilling:
En 12-årig dreng havde siden 1995 været anbragt på en døgninstitution uden moderens samtykke. An- bringelsen havde været præget af moderens samarbejdsvanskeligheder med institutionen samt drengens massive problemer i skolen.
Den 19. august 1998 traf Børn og unge-udvalget afgørelse om fortsat anbringelse uden for hjemmet i henhold til servicelovens § 42, stk. 1, nr. 1 og nr. 4.
På grund af problemerne i skolen besluttede kommunen efterfølgende, at drengen i september måned skulle starte i en ny skole på prøve, og at han i den forbindelse skulle have ophold i en plejefamilie. Så- fremt ordningen viste sig at fungere, skulle den gøres permanent.
Moderen havde selv fundet den nye skole, og hun havde været af den opfattelse at drengen blev kørt fra institution til skole. Hun havde først senere erfaret, at drengen var blevet placeret i en plejefamilie.
I forbindelse med sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste moderen, at drengen havde været hos hende siden før efterårsferien (en periode på ca. 3 uger), hvilket var bekræftet af kommunen.
Afgørelse:
Ankestyrelsen ophævede Børn og unge-udvalgets afgørelse om, at drengen fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet uden moderens samtykke og hjemviste samtidig sagen til fornyet behandling i kommunen. Det var således Ankestyrelsens opfattelse, at udvalgets beslutning om tvangsanbringelse var bortfaldet, da drengen med kommunens medvirken havde haft ophold i hjemmet i ca. 3 uger fra siden før efterårsferien. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at drengen forinden var flyttet fra institution til plejefamilie uden moderens samtykke.
Ankestyrelsen lagde ved hjemvisningen vægt på, at der i kommunen skulle ske fornyet stillingtagen til støtteforanstaltninger under hensyn til drengens utvivlsomme og omfattende behandlingsbehov, der som minimum omfattede behov for individuel samtaleterapi ved klinisk psykolog.
1: Lovhenvisningen er forældet. Korrekte henvisninger til gældende lov vil blive tilføjet.