Frist og forældelse

 

 

Det er forvaltningsretligt en gældende praksis, at fristens beregnede starttidspunkt ikke er tidspunktet, hvor et brev med en svarfrist modtages, men det tidspunkt, hvor meddelelsen med rimelighed kan forventes at være forstået af borgeren, så vedkommende har en
fair reaktionsmulighed. Denne artikel vil blive udbygget.

 

FOU nr 1993.268
Folketinget

Resume

 

Resumé

I en konkret sag, som Patientklagenævnet (PN) havde afvist som forældet, var det afgørende spørgsmål, om klagen var indgivet inden 2 år “efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over”, jf. § 22, stk. 1, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse. Klagen, der vedrørte den lægelige behandling af et barn i forbindelse med barnets fødsel i 1977, blev indgivet i 1991, efter at forældrene (klagerne) samme år havde fået aktindsigt i nogle journaler.

Ombudsmanden fandt i modsætning til PN ikke, at klagerne – før læsningen af journalmaterialet – havde haft rimeligt grundlag for at henføre barnets tilstand til fejl eller forsømmelser i forbindelse med barnets fødsel. Efter ombudsmandens opfattelse måtte det imidlertid være en forudsætning for at anerkende en klages rettidighed i en situation som den foreliggende, at den senere viden gav en vis objektiv bestyrkelse af grundlaget for at antage, at der i forbindelse med behandlingen kunne være begået fejl. Denne forudsætning var efter ombudsmandens opfattelse ikke opfyldt i den konkrete sag. (J. nr. 1992-997-420).

Klage til Patientklagenævnet. Forældelse.

Folketingets Ombudsmands Udtalelse FOU nr 1993.268

A og B klagede til mig over, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn havde afvist at realitetsbehandle en klage, som A og B havde indgivet til nævnet, fordi sagen efter nævnets opfattelse var forældet. A og B klagede endvidere over Patientklagenævnets og Sundhedsstyrelsens sagsbehandling.

A’s og B’s klage til Patientklagenævnet angik den lægelige behandling på X Sygehus af A’s og B’s søn C efter hans fødsel den 16. december 1977.

Af sagen fremgik det bl.a., at C er multi-handicappet, og det var A’s og B’s opfattelse, at dette i overvejende grad (og måske udelukkende) skyldtes den behandling, han modtog efter fødslen. Herom anførte A og B i henvendelsen til mig følgende:

“…

Denne antagelse har vi imidlertid aldrig kunnet finde synderlig meget forståelse for hos én eneste af de mange læger, som vi og (C) igennem årene har været i kontakt med. Vi er tværtimod så godt som altid blevet mødt med en noget afvisende og skeptisk holdning. Nogle læger har over for os udtrykt, at det, bortset fra blindheden, var svært at fastslå omfanget og karakteren af de skader, som (C) er belastet af; andre har senere (efter at (C) var begyndt at få krampeanfald, og det var blevet konstateret, at han led af epilepsi i svær grad) ikke vist særlig interesse for at finde ud af den sammenhæng, som skaderne efter vor opfattelse oplagt kan sættes ind i. Ingen af de læger, vi har talt med, har på noget tidspunkt åbent sagt, at han egentligt fandt det rimeligt og relevant at undersøge fødselsforløbet nærmere for at få enten af- eller bekræftet, hvorvidt der er en direkte sammenhæng mellem vor søns skader og den behandling, han har været udsat for efter fødslen. Det tog således også adskillige år, før “man” fandt det relevant at undersøge, hvorvidt (C’s) hjerne er beskadiget. Dette til trods for, at alle vidste, at han var blevet født for tidligt og efterfølgende iltbehandlet.”

Om forholdene i forbindelse med udskrivningen fra X Sygehus anførte A og B bl.a. følgende:

“…

(C) blev udskrevet d. 19-1-78. Umiddelbart inden udskrivningen havde vi en samtale med en læge. Vi fik at vide, at (C) var normal, bortset fra at der var konstateret nogle øjenforandringer, som var opstået i forbindelse med den langvarige iltbehandling, som havde været nødvendig. Hvori disse øjenforandringer bestod, og hvad de indebar, kunne vi ikke få nærmere besked om. At disse øjenforandringer reelt betød øjenskader, som senere skulle ende med, at (C) blev totalt blind, fik vi slet ikke noget klart indtryk af. Vi opfattede det relativt positive ord: øjen-forandringer som noget forholdsvist uskyldigt og harmløst. Vi begyndte først at blive en smule mere mistænkelige, da (C) skulle komme til nogle “rutinemæssige” undersøgelser (som det blev udtrykt) på Øjenambulatoriet på X Sygehus i den første tid, efter han var kommet hjem. Heller ikke på Øjenambulatoriet fik vi imidlertid klar besked om, hvad de tiltagende “øjenforandringer” kunne ende med.”

Ca. et halvt år efter udskrivningen blev det konstateret på Y Kommunehospital, at C var blind. A og B anførte herom bl.a. følgende:

“…

Selv om vi nok inderst inde godt vidste, at det ikke stod ret godt til med (C’s) syn, kom det alligevel som et chok, at (C) blev erklæret for totalt blind på begge øjne, og at der intet kunne gøres ved dette. Vi reagerede temmelig voldsomt lige efter meddelelsen (…); vi havde meget svært ved at acceptere og indstille os på, at det på nogen måde skulle kunne være muligt at leve et rimeligt liv som blind. Vi følte og fik nu bekræftet, at man i sin tid på X Sygehus ikke havde været ærlige og åbne om de skader, iltbehandlingen af (C) kunne medføre. Vi kunne nu heller ikke tilbageholde vores skuffelse og vrede over ikke at have haft mulighed for at blive inddraget i beslutningsprocesserne, da de kritiske situationer opstod. Men der var jo intet at stille op. Sket var sket, og vi kunne jo læse os til, at risikoen for øjenskader var “en omkostning”, som man opererede med, når man iltbehandlede for tidligt fødte børn.

…”

Om udviklingen de følgende år anførte A og B bl.a. følgende:

“…

I de følgende år udviklede (C) sig ikke, som det kunne forventes (i hvert fald, hvis man ikke havde indsigt i det, han reelt havde været igennem efter fødslen), og hans adfærd og livsrytme var stærkt afvigende. Vi begyndte at spekulere på, om blindheden var den eneste skade, som (C) var belastet af. Et barn som (C) er imidlertid meget vanskelig at “udrede”, og der er igennem tiden blevet stillet en række forskellige diagnoser på ham; han er således blevet vurderet og opfattet på flere forskellige måder i årenes løb.

I de første år gav næsten alle de “eksperter”, der observerede (C), udtryk for, at den manglende/forkerte udvikling, såvel i åndelig som fysisk henseende, skulle/kunne forstås som en uheldig konsekvens af hans synshandicap.

Efter yderligere et stykke tid, blev (C’s) udvikling kaldt for problematisk, og den antagelse opstod, at problemet med (C’s) udvikling mere eller mindre kunne ses som en konsekvens af, at forældrene ligefrem havde trukket sig ud af omsorgen for deres barn, som det blev udtrykt (vi har først for nylig fået aktindsigt og er derved blevet bekendt med den beskrevne antagelse!). Der skete altså i denne periode (uden at forældrene var vidende derom) en stiltiende sammenkædning mellem (C’s) “uheldige” udvikling og den “uheldige” omstændighed, at forældrene ikke varetog barnets tarv! Forældrenes manglende accept af og interesse for deres barn blev således gjort til hoved problemet. Det var ikke (C), men forældrene, der primært var noget galt med, mente “man”.

Efter at familien var flyttet til (Z-by) (i begyndelsen af 1984), og (C) var begyndt at gå i specialskole, fik han nogle voldsomme krampeanfald, hvor han i bevidstløs tilstand blev kørt til (Æ-by) Sygehus. Det blev konstateret, at (C) led af epilepsi. Han blev et stykke tid efter sat i medicinsk behandling, hvilket med tiden “rettede” ham, og krampeanfaldene ophørte efterhånden.

Samtidig ændrede han adfærd. Han kunne/kan stadig have perioder, hvor han lå/ligger og ruller, undertiden med hænderne for ørerne; men det blev/er nu også i disse situationer muligt at fange hans opmærksomhed og komme i kontakt med ham. Han var/er nu ikke længere totalt fraværende, som han kunne være tidligere. Det slog os nu, at hans tidligere dårlige perioder, hvor han var umulig at komme i kontakt med, og hvor han undertiden hverken ville spise, drikke eller på WC, med langt større rimelighed kunne opfattes som et udslag af egentlige hjernemæssige forstyrrelser i stedet for, som det havde været tilfældet, som et symptom på autisme udviklet p.g.a. uheldige miljømæssige forhold.

De beskrevne hændelser fik os mere og mere til at tænke på, at (C) måtte være svært hjerneskadet, og at det i virkeligheden var forklaringen på hans manglende udvikling og hans afvigende adfærd, og hvis han var hjerneskadet, måtte der jo kunne findes en årsag hertil. Men her mødte vi som tidligere nævnt en del modgang hos de læger, vi kom i kontakt med.

Fra det tidspunkt, hvor vi efter et ophold på (Ø-skolen) fik at vide, at (C) var inde i en problematisk psykisk udvikling, fordi han, som man udtrykte det, ikke var blevet stimuleret rigtigt eller tilstrækkeligt, har vi været tynget af skyldfølelser og selvbebrejdelser. Med tiden (ikke mindst efter at det blev konstateret, at (C) lider af epilepsi), begyndte vi imidlertid mere og mere at spekulere på, om det nu også var helt rimeligt at vende alle bebrejdelserne indad. Spørgsmål om skyld og ansvar har været drøftet mange gange, men vi er hver gang endt med at holde fast ved troen på, at de læger, der i sin tid traf beslutningerne og bestemte, hvilken behandling (C) skulle udsættes for, havde gjort, hvad de magtede, og hvad de havde følt, var det rigtige. Vi har således indtil for nylig haft den opfattelse, at lægerne gjorde det optimale for vort barn. At selve behandlingsformen og det tekniske apparatur indebar nogle risici, var vi godt klar over, det var så bare uheldigt, at netop vores barn blev skadet. Vi har således haft den opfattelse, at de pågældende læger ikke på nogen måde havde mulighed for at forudse de skader, som senere skulle vise sig hos (C). Det var derfor svært (og måske urimeligt) direkte at placere ansvaret på de involverede læger.

En række omstændigheder gjorde, at der i begyndelsen af dette år hos os opstod et stærkt behov for/ønske om at få nærmere indsigt i, hvad der egentlig skete under og efter (C’s) fødsel.

I efteråret 90 viste DR en for os tankevækkende udsendelse med titlen: På grænsen til liv. Fjernsynsudsendelsen handlede om en lille pige, der var født for tidligt, og som efterfølgende svævede mellem liv og død (ligesom (C) havde gjort det). Pigen overlevede ikke; men hvis hun havde gjort det, ville det have indebåret store risici for alvorlige skader. Vi fik i løbet af udsendelsen et indblik i, hvordan iltbehandlingen af for tidligt fødte børn foregik (vi fik kun en meget begrænset indsigt i det, der skete under behandlingen af (C) dengang).

Udsendelsen både overraskede og chokerede os. I dette tilfælde var forældrene meget mere med i forløbet end vi havde været.

…”

A og B anførte videre, at de den 20. december 1990 deltog i et møde på Z-by rådhus, der endte med, at A og B underskrev en erklæring om samtykke til, at C blev anbragt i en døgninstitution. På baggrund af disse begivenheder besluttede A og B at foretage en nærmere undersøgelse af myndighedernes hidtidige behandling af C, og anmodede derfor om aktindsigt i A’s, B’s og C’s sager hos de involverede myndigheder og institutioner. A og B anførte herom følgende:

“…

I løbet af de første måneder af 1991 lykkedes det os mod forventning at få kopier af næsten alle journaler, også af de journaler, der blev affattet i forbindelse med (C’s) fødsel og den efterfølgende behandling.

Den indsigt, som vi herved har fået, er den direkte anledning til vor henvendelse til Patientklagenævnet. Vi er således ikke blot blevet bestyrket i vor opfattelse af, at de skader, vor søn er belastet af, kan føres tilbage til perioden omkring fødslen – vi føler os også foranlediget til på (C’s) og egne vegne at rette en direkte klage over den behandling, (C) og vi blev udsat for i sin tid på (X) Sygehus. Vi føler os på en måde ført bag lyset igennem de sidste 13 år og opfatter dette som en særdeles skærpende omstændighed. Vi fik således aldrig informationer om, hvad der i virkeligheden foregik; det er først i dag, at vi har fået et vist indblik i, hvad der skete. Dette er årsagen til, at vi først nu – så mange år efter at begivenhederne fandt sted – rejser denne klagesag.

…”

I et brev af 17. september 1991 til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, som A og B den følgende dag sendte til embedslæge D, indgav A og B klage over den lægelige behandling af C. Patientklagenævnet returnerede den 11. oktober 1991 brevet til Embedslægeinstitutionen for Å Amt og anmodede embedslægeinstitutionen om at være A og B behjælpelig med at konkretisere klagepunkterne i den indgivne klage. Konkretiseringen blev foretaget i skrivelser af 4. og 6. november 1991, som A og B indsendte til Patientklagenævnet den 8. november 1991. I skrivelsen af 6. november 1991 var bl.a. anført følgende:

“…

1. Der klages over selve fødselsforløbet og den efterfølgende iltbehandling, jfr. de i klageskrivelsen side 10-15 indeholdte specifikke spørgsmål.

Klagerne ønsker desuden specifikt vurderet, hvorvidt den obstetriske kontrol af (A) var sufficient, således at man kunne have undgået forløsningen ved det akutte kejsersnit med deraf følgende reaktioner for barnet.

Ligeledes bedes Sundhedsvæsenets Patientklagenævn vurdere, hvorvidt der er sket en fejlbehandling i tilslutning til barnets efterbehandling umiddelbart efter fødslen. Familien præciserer, at man er af den opfattelse, at der gik for lang tid, fra barnet var født, til man instituerede en mere intensiv behandling i kuvøse. Der skal her henvises til en diskrepans mellem barnets tilstand umiddelbart efter fødslen og APGAR scoren i tilslutning til tilstanden lige efter fødslen. Man ønsker således en vurdering af, hvorvidt der er sket en fejlbehandling på præmaturafdelingen og senere på børneafdelingen og intensivafdelingen.

…”

I en skrivelse af 6. december 1991 til A og B anførte Patientklagenævnet bl.a. følgende:

“…

De anfører i Deres brev af 17. september 1991 til Patientklagenævnet, at De først i løbet af 1991 har fået indsigt i det journalmateriale, som udgør grundlaget for klagen.

Det fremgår desuden af det meget udførlige sagsmateriale, som De har fremsendt, at De i mange år har forholdt Dem kritisk ikke mindst til årsagen til Deres søns sygdom og behandling. På denne baggrund bedes De til brug for nævnets afgørelse af, om sagen er forældet, oplyse, hvilke nye oplysninger De har modtaget i 1991, som danner grundlag for, at De nu – i modsætning til perioden 1977-89 – mener, at der er grundlag for at klage.

Det vil desuden være af betydning, hvis De kort resumerer hvilke særlige grunde, der efter Deres opfattelse taler for at se bort fra fristen på 2 år.”

A og B svarede i brev af 10. december 1991, hvori de bl.a. anførtes følgende:

“…

Den direkte og egentlige årsag til vor klagesag er, at vi i begyndelsen af 1991 igennem journalkopier fik indsigt i nogle forhold, som vi ikke tidligere havde været bekendt med.

Efter telefonisk og skriftlig anmodning om aktindsigt modtog vi 1) et brev (dateret 16. januar 1991) med kopi af journal-notaterne (efter godkendelse ved professor …) fra (C’s) indlæggelse på børneafdelingen på (X) Sygehus i perioden 16-12-77 – 19-1-78, 2) et brev (dateret 22. jan. 1991) med kopi af moder- og barnejournal (efter godkendelse af professor …) fra (A’s og C’s) indlæggelse på gynækologisk-obstetrisk afdeling på (X) Sygehus.

Disse journalkopier indeholdt nogle for os helt nye og særdeles tankevækkende oplysninger om fødselsforløbet og den efterfølgende iltbehandling af (C). Vi oplevede således, at vi hverken dengang eller siden var blevet fuldt informeret om det, der i virkeligheden foregik/var foregået, mens (C) svævede mellem liv og død. Dette anser vi som en særdeles skærpende omstændighed.

Vi har af gode grunde ikke haft mulighed for at klage over forhold, vi ikke har været bekendt med. En væsentlig del af de oplysninger, som er indeholdt i journalnotaterne, har efter vor opfattelse bevidst været tilbageholdt. Vi mener derfor, at vi holder os inden for klagefristen, idet vi jo klager over forhold, som vi først er blevet bekendt med i 1991.”

Patientklagenævnet meddelte A og B i en skrivelse af 6. januar 1992, at sagen var blevet sendt til udtalelse i Sundhedsstyrelsen med henblik på en vurdering af forældelsesspørgsmålet. Af skrivelsen fremgik bl.a. følgende:

“…

Patientklagenævnet finder imidlertid ikke umiddelbart, at Deres brev indeholder sådanne nye oplysninger, som har kunnet være bestemmende for Deres beslutning om at klage nu og ikke på et tidligere tidspunkt. Patientklagenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af det store materiale, De har fremsendt, at Deres holdning gennem årene har været så kritisk, at der, uanset at De ikke havde adgang til journalerne, set fra Deres synspunkt havde været grundlag for en klage på et langt tidligere tidspunkt.

…”

I et brev af 8. januar 1992 til Patientklagenævnet uddybede A og B deres opfattelse af forældelsesspørgsmålet. A og B anførte bl.a. følgende:

“…

Vi har igennem årene først og fremmest været kritisk indstillet over for den tekniske behandlingsmetode. Vi har således (i vores “naivitet”) troet, at (C) er blevet skadet p.g.a., at behandlingsformen i sig selv var for dårlig og indebar store og uforudsigelige risicimomenter. Vi har følt os overbeviste om, at vor søn ved en uheldig tilfældighed – og p.g.a. selve behandlingsmetodens utilstrækkelighed – er et af de få “kuvøsebørn” (heldigvis), som det ikke lykkedes at få til at overleve uden varige og meget alvorlige skader, selv om (hvilket vi troede) lægerne havde gjort deres bedste og fulgt alle forskrifter og procedurer til punkt og prikke samt anlagt de efter omstændighederne bedst mulige skøn. Dette indtryk fik vi jo netop i sin tid under udskrivningssamtalen på (X) Sygehus.

Der er for os et meget stort spring fra at have en (sund) kritisk indstilling til en teknisk behandlingsmetode (der i øvrigt var årsag til, at mange liv nu blev reddet, som før – inden metoden blev taget i anvendelse – ville være gået tabt) – og til direkte at anklage de læger, som vi (inden vi fik journalindsigt) troede havde gjort deres bedste.

Dette er en af de væsentligste grunde til, at vi ikke har klaget hidtil.

Efter at vi i begyndelsen af 1991 fik den omtalte journalindsigt, gik det imidlertid på chokerende vis op for os, at lægerne tilsyneladende ikke havde gjort deres bedste, og at den fulde sandhed var blevet holdt skjult for os. De skader, vor søn er belastet af, som vi tidligere havde set som et uheldigt resultat af den tekniske behandlingsmetodes utilstrækkelighed, og som vi havde troet var uforudsigelige, så vi nu i et helt nyt lys. Efter vor opfattelse er det således på baggrund af journalnotaterne nærliggende at antage, at (C’s) skader i vid udstrækning (hvis ikke 100 %) er en dybt alvorlig konsekvens af manglende omhu, lægelige fejl og forkerte skøn.

…”

Sundhedsstyrelsen afgav udtalelse i sagen i en skrivelse af 19. marts 1992. Heri var bl.a. anført følgende:

“…

De væsentligste forhold, der klages over, nemlig behandlingen af klagernes søn (C) lige efter fødslen, som fandt sted i december 1977, ligger 14 år tilbage. Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at klagerne på et langt tidligere tidspunkt har været bekendte med de nu påklagede forhold. Det fremgår af klageskrivelsen, at klagerne tidligt i forløbet mente, at sønnens skader kunne skyldes for megen og for lidt ilt, men at de aldrig har kunnet finde forståelse hos de læger, de har talt med. Endvidere fremgår det, at (B og A) i 1978, da sønnens blindhed blev konstateret, følte og fik bekræftet, at man på (X) Sygehus ikke havde været ærlige og åbne om de skader, iltbehandlingen kunne medføre.

At indhente præcise erklæringer i en 14 år gammel sag med et kompliceret behandlingsforløb vurderes herudover af Sundhedsstyrelsen som værende meget vanskeligt.

Endelig finder Sundhedsstyrelsen ikke, at sagen på det foreliggende grundlag vil kunne give grundlag for kritik eller anden sanktion over for personer inden for sundhedsvæsenet.”

Med skrivelse af 7. april 1992 fremsendte Patientklagenævnet Sundhedsstyrelsens udtalelse til A og B. I skrivelsen meddelte nævnet A og B, at sagen var blevet afvist, fordi den var forældet. Nævnet anførte bl.a. følgende:

“…

På baggrund heraf og på baggrund af de øvrige foreliggende oplysninger finder Patientklagenævnet, at Deres klage er forældet, og at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, der taler for, at der kan bortses fra forældelsesfristen.”

I klagen til mig gjorde A og B gældende, at de først ved modtagelsen af journalmaterialet havde haft et rimeligt og reelt grundlag at rejse en klagesag på. A og B medgav, at det af Sundhedsstyrelsen anførte om, at de på et tidligere tidspunkt havde været klar over, at C’s skader skyldtes iltbehandlingen kort efter hans fødsel, ikke var forkert. Men A og B anførte, at de indtil modtagelsen af journalmaterialet var af den opfattelse, at skaderne skyldtes en uforudsigelig og tragisk “bivirkning”, der var et resultat af behandlingsmetodens utilstrækkelighed.

Endvidere klagede A og B over, at Patientklagenævnet og Sundhedsstyrelsen havde taget stilling til sagen uden kendskab til det til A’s og B’s sagsoplæg hørende bilagsmateriale (journalnotater m.v.) samlet i et ringbind med orange omslag, som A og B havde givet Embedslægeinstitutionen for Å Amt, men som ikke var blevet videresendt til Patientklagenævnet.

Sundhedsstyrelsen anførte i en udtalelse af 29. maj 1992 i anledning af klagen følgende:

“…

Det er fortsat Sundhedsstyrelsens opfattelse, at klagerne på et tidligere tidspunkt var eller burde have været klar over det forhold, der nu, 14 år efter, klages over.

Baggrunden for, at det af klagerne omtalte “orange ringbind” ikke er rekvireret af Sundhedsstyrelsen, er, at de for klagesagen relevante uddrag af journalmaterialet af klagerne er citeret i det “røde ringbind”. Sundhedsstyrelsen har således i forbindelse med vurderingen af sagen “læst det til sagsoplægget hørende dokumentationsmateriale”.

…”

Patientklagenævnet tilsluttede sig i skrivelse af 26. juni 1992 de af Sundhedsstyrelsen anførte grunde til ikke at antage sagen til behandling.

I et brev af 2. juli 1992 fremsatte A og B kommentarer til Patientklagenævnets og Sundhedsstyrelsens udtalelser. A og B fastholdt deres opfattelse vedrørende forældelsesspørgsmålet. Angående spørgsmålet om grundlaget for Patientklagenævnets og Sundhedsstyrelsens bedømmelse af sagen anførte A og B følgende:

“…

Sundhedsstyrelsen har ikke læst fødselsjournalen, og det er for os uforståeligt, når der gives udtryk for, “at de for klagesagen relevante uddrag af journalmaterialet af klagerne er citeret i det “røde ringbind””. Der forekommer i det “røde ringbind” kun få egentlige citater fra journalmaterialet, men der forekommer flere henvisninger til selve journalmaterialet, laboratorieskemaerne m.m. Vi tog det således for givet, at såvel sagsoplæg som bilagsmateriale ville blive læst omhyggeligt og grundigt. Vi har således haft et ikke ringe arbejde med at indsamle, systematisere og ordne det omfattende materiale, og vi kunne ikke forestille os, at Patientklagenævnet/Sundhedsstyrelsen ville afvise sagen uden i det mindste at have læst det til sagsoplægget tilhørende bilags-/dokumentationsmateriale. Uden at have læst selve journalmaterialet tillader man sig endog at udtale (i skrivelse af 19. marts 1992): “Endelig finder Sundhedsstyrelsen ikke, at sagen på det foreliggende grundlag vil kunne give grundlag for kritik eller anden sanktion over for personer inden for sundhedsvæsenet.”

…”

I en skrivelse til A og B udtalte jeg herefter følgende:

“Lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. indeholder følgende bestemmelse i § 22, stk. 1:

“Klage skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Nævnet kan dog se bort fra overskridelse af fristen, hvis særlige grunde taler derfor.”

I bemærkningerne til det lovforslag, der dannede grundlag for lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (Folketingstidende 1986/87, tillæg A, spalte 1180 f.), var der om denne bestemmelse anført følgende:

“Som noget nyt på dette klageområde er i § 23, stk. 1, indført en forældelsesregel for klagernes indbringelse. Fristen, der er sat til 2 år, er begrundet dels i efterforskningsmæssige forhold, idet sager, der ligger flere år tilbage, vanskeligt lader sig oplyse, dels i ressourcemæssige forhold. Efter bestemmelsens formulering, jfr. stk. 2, er både nævnet og sundhedsstyrelsen berettiget til selv at tage ældre sager op.

Det bemærkes, at forældelsesfristen først løber fra det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Det bemærkes endvidere, at forældelsesreglen alene retter sig imod sagernes forelæggelse for klagenævnet og ikke mod rejsning af eventuelt erstatningskrav mod rette myndighed.

“Jeg har tidligere i en sag, som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s. 184 ff., fremsat nogle generelle synspunkter om forståelsen af forældelsesfristen. Jeg anførte bl.a. følgende:

“Bestemmelsen må efter min opfattelse ses i sammenhæng med et af hovedformålene med at oprette Patientklagenævnet, nemlig at sikre den enkelte borgers retssikkerhed (Folketingstidende 1986/87, tillæg A, sp. 1165).

Selv om det fremgår udtrykkeligt af bemærkningerne til centralstyrelsesloven, at Patientklagenævnet ikke kan tage stilling til erstatningsspørgsmål, har nævnets udtalelser ofte afgørende betydning for klagere, der mener sig berettiget til erstatning.

Det må derfor efter min opfattelse antages, at begyndelsestidspunktet for 2-års fristen for indgivelse af klage til Patientklagenævnet – i mangel af nærmere vejledning i motiverne – må forstås i overensstemmelse med § 2 og § 3 i forældelsesloven af 1908.

Fristen kan således først regnes fra det tidspunkt, hvor klageren (patienten) ved sædvanlig agtpågivenhed må antages at have haft en sådan viden, at han med rimelighed var i stand til at sætte sine gener i forbindelse med en mulig fejlbehandling. Først på dette tidspunkt har patienten anledning til at indgive en klage til nævnet.

I de situationer, hvor der ikke hersker tvivl om, at klageren i umiddelbar tilknytning til en given behandling bliver bekendt med, at der muligvis er begået en fejl, vil udgangspunktet for fastlæggelsen af begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen være datoen for den behandling, der klages over.

Såfremt behandlingen først på et senere tidspunkt har vist sig at medføre skadevirkninger, vil klagefristen normalt tidligst begynde at løbe fra skadens konstatering – under forudsætning af, at patienten nu med rimelighed kunne forventes at sætte skaden i forbindelse med den tidligere behandling og eventuelle fejl i forbindelse hermed.

I situationer som den foreliggende, hvor en klager konstaterer, at en behandling ikke er som forventet, eller der i tilslutning til behandlingen er opstået komplikationer eller gener, f.eks. i form af smerter, kan beregningen af forældelsesfristen give anledning til særlige vanskeligheder.

Man kan ikke i denne situation tage udgangspunktet i behandlingens dato, ligesom forekomsten af gener eller komplikationer ikke altid er afgørende. Det, at en behandling har vist sig at give komplikationer eller genevirkninger for patienten – eller ikke har medført det forventede resultat – er ikke i sig selv ensbetydende med, at klager med rimelighed bør formode, at der kan være begået fejl.

Fristen kan tidligst begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor klageren efter en konkret vurdering havde et rimeligt grundlag for at henføre de konstaterede gener m.v. til en eventuel fejl i forbindelse med den tidligere behandling.”

Det bemærkes, at forældelsesloven af 1908 ikke finder anvendelse for erstatningskrav omfattet af patientforsikringsloven, der trådte i kraft den 1. juli 1992. Patientforsikringsloven indeholder imidlertid i § 19, stk. 1, en forældelsesregel, der svarer til bestemmelserne i forældelsesloven af 1908.

I den foreliggende sag har De oplyst, at indtil De i begyndelsen af 1991 fik aktindsigt i journalmateriale m.v. angående (C), var De i stigende grad blevet skeptisk med hensyn til, om den behandlingsmetode, som var blevet anvendt under behandlingen af (C) efter hans fødsel, var tilstrækkelig god. Derimod var det ikke dengang Deres opfattelse, at (C’s) tilstand kunne henføres til fejl eller forsømmelser udvist af medicinsk personale. Den opfattelse har De først fået efter at have læst journalmaterialet.

Sundhedsstyrelsen har til støtte for den opfattelse, at De på et tidligt tidspunkt var bekendt med de påklagede forhold, navnlig henvist til to omstændigheder. Den ene er, at det nævnes i Deres sagsfremstilling, at De gennem årene ikke har mødt forståelse hos læger for det synspunkt, at (C’s) tilstand helt eller delvist kunne henføres til den iltbehandling, som han modtog efter fødslen. Den anden omstændighed er, at det samme sted nævnes, at da det blev konstateret, at (C) var blind, følte De, at man på (X) Sygehus ikke havde været ærlig og åben over for Dem om de skader, som iltbehandlingen kunne medføre, og at De følte vrede og skuffelse over ikke at være blevet inddraget i beslutningsprocessen dengang.

Disse omstændigheder er imidlertid efter min opfattelse fuldt forenelige med Deres forklaring om, at De indtil modtagelsen af journalmaterialet var kritisk over for den anvendte behandlingsmetode, men ikke havde den opfattelse, at der var begået fejl eller forsømmelser under behandlingen. Deres opfattelse om, at (C’s) tilstand skyldtes iltbehandlingen, indebar således en kritisk bedømmelse af den anvendte behandlingsmetodes egnethed, men gav Dem ikke rimelig anledning til at henføre (C’s) tilstand til fejl eller mangel på omhu hos personalet på (X) Sygehus. Deres opfattelse om, at man på sygehuset havde skjult konsekvenserne af iltbehandlingen for Dem, angik den information, som De havde modtaget fra sygehuset; men De havde ikke rimelig grund til at antage, at personalet på sygehuset ikke blot havde undladt at informere Dem tilstrækkeligt om konsekvenserne af iltbehandlingen, men også havde udvist fejl eller forsømmelser i forbindelse med selve behandlingen.

Efter min gennemgang af sagen finder jeg ikke, at der er grundlag for at forkaste Deres forklaring om, hvornår De henførte (C’s) tilstand til fejl eller forsømmelser i forbindelse med iltbehandlingen. Jeg finder heller ikke grundlag for at antage, at De inden læsningen af journalmaterialet var i besiddelse af oplysninger af en sådan art, at De havde et rimeligt grundlag for at henføre (C’s) tilstand til fejl eller forsømmelser i forbindelse med behandlingen på (X) Sygehus.

Efter min opfattelse må det imidlertid i en situation som den foreliggende være en forudsætning for at anerkende, at forældelsesfristen først løber fra et ret sent tidspunkt, hvor klageren fik yderligere oplysninger om behandlingen, at denne senere viden gav en vis objektiv bestyrkelse af grundlaget for at antage, at der i forbindelse med behandlingen kan være begået faglige fejl.

Ved bedømmelsen af om denne forudsætning er opfyldt i nærværende sag, har jeg inddraget dels selve journalmaterialet m.v. i ringbindet med orange omslag, og dels Deres klageskrivelse til Patientklagenævnet og den hertil hørende sagsfremstilling.

Ringbindet med orange omslag indeholder efter min opfattelse ikke materiale, der efter en lægmandsbedømmelse bestyrker grundlaget for at antage, at der i forbindelse med behandlingen af (C) kan være sket fejl.

Skrivelsen af 4. november 1991 indeholdt en nærmere angivelse af de forhold, som De mener bør undersøges, og af de fejl, som efter Deres opfattelse blev begået under behandlingen. Klagen blev en smule udbygget i skrivelsen af 6. november 1991. Herudover klagede De i disse skrivelser over de forhold i forbindelse med selve fødselsforløbet og den efterfølgende iltbehandling, som er omtalt i de specifikke spørgsmål, der er stillet på s. 10-15 i sagsfremstillingen. I sagsfremstillingen er bl.a. stillet følgende spørgsmål:

“Hvorfor gik der så lang tid, inden han blev sat i CPAP-behandling? Hvorfor blev han ikke overflyttet direkte til Intensivafd., når hans tilstand var så dårlig? (Det skal her bemærkes, at diagnoserne præmaturitet og RDS stilles umiddelbart efter fødslen (se jordemoderprotokol) – at (C) kort efter fødslen får stigende respirationsproblemer, og at S/B-tallene fra kl. 12-14 viser forværring). Kan (C), i tiden indtil han blev sat i CPAP-behandling, have fået for lidt ilt? Kan det tænkes, at hans hjerne har taget skade, fordi han ikke hurtigt nok blev sat i CPAP-behandling?

Er der her tale om en ansvarspådragende fejl, når (C) ligger i 3-4 timer, tilsyneladende uden forskriftsmæssig overvågning med en særdeles høj iltkoncentration? Er det nærliggende at antage, at (C’s) blindhed p.g.a. retrolental fibroplasi sandsynligvis stammer fra den ukorrigerede pO2 på omkring 200, som han i 3-4 timer blev udsat for?

Var det forsvarligt forsøgsvist at seponere CPAP på trods af, at hans tilstand var temmelig kritisk inden seponeringen? Gik der for mange timer, inden han igen blev lagt i CPAP? Kan det tænkes, at (C) har fået for lidt ilt i disse timer med hjernemæssige skader til følge?

Var der tale om en ansvarspådragende fejl, når man besluttede at genoplive (C) ved at anbringe ham i respirator og derefter fortsætte iltbehandlingen uden et informeret samtykke fra forældrene?”

Efter min opfattelse må spørgsmålet om, hvorvidt den ovennævnte betingelse er opfyldt, stille sig som meget tvivlsomt for en person, der ikke er læge. Jeg kan ikke udelukke, at den viden, De har opnået gennem aktindsigten faktisk har bestyrket grundlaget for Deres klage til Patientklagenævnet. På den anden side kan jeg heller ikke fastslå, at der er sket en objektiv bestyrkelse af grundlaget for at antage, at der i forbindelse med behandlingen af (C) kan være begået faglige fejl.

I denne situation må sagens alder tages i betragtning. Den behandling, som sagen drejer sig om, blev afsluttet næsten 14 år, før De indgav klagen til Patientklagenævnet. Udsigten til, at De gennem en klagebehandling på nuværende tidspunkt vil kunne opnå den ønskede afklaring (positivt eller negativt) af, om der er foretaget fejlbehandling, er meget ringe. Jeg henviser herved til, at det må anses for meget sandsynligt, at de involverede medicinalpersoner på grund af den forløbne tid ikke længere er i stand til at afgive blot nogenlunde detaljerede erklæringer angående behandlingen af (C). Den nævnte forudsætning for ikke at anse forældelse for indtrådt er således efter min opfattelse ikke opfyldt. På den baggrund kan jeg ikke kritisere, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har afvist at behandle Deres klage.

Angående Deres klage over, at Sundhedsstyrelsen og Patientklagenævnet har taget stilling til sagen uden at have gennemgået bilagsmaterialet i ringbindet med orange omslag skal jeg udtale følgende:

Efter den ulovbestemte grundsætning om sagens oplysning har den myndighed, der har kompetencen til at afgøre sagen, ansvaret for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en forsvarlig afgørelse.

Patientklagenævnet og Sundhedsstyrelsen lagde ved afgørelsen af forældelsesspørgsmålet vægt på, om De forud for modtagelsen af journalmaterialet m.v. var i besiddelse af oplysninger af en sådan art, at De med rimelighed havde grundlag for at henføre (C’s) tilstand til fejl eller forsømmelser i forbindelse med behandlingen på (X) Sygehus. Da ringbindet med orange omslag netop indeholdt journalmaterialet m.v., var et kendskab til dette ringbind ikke nødvendigt for at foretage denne bedømmelse.

Som nævnt, er det imidlertid min opfattelse, at det i en sag som den foreliggende er en betingelse for ikke at anse klagen for forældet, at den viden, som klageren senere erhvervede, gav en vis objektiv bestyrkelse af grundlaget for at antage, at der kan være begået faglige fejl under behandlingen.

Som det fremgår, har jeg i den foreliggende sag fundet, at ringbindet med orange omslag ikke indeholder materiale, der efter en lægmandsbedømmelse bestyrker grundlaget for at antage, at der kan være sket en fejlbehandling af (C). Herefter, og da jeg ikke tidligere har gjort Patientklagenævnet bekendt med min opfattelse angående den nævnte forudsætning for at anse klagen for rettidig, har jeg ikke fundet tilstrækkelig anledning til at formulere min opfattelse som en kritik af Patientklagenævnet.

I udtalelsen af 19. marts 1992 anførte Sundhedsstyrelsen, at sagen ikke ville kunne danne grundlag for kritik eller anden sanktion over for personer inden for sundhedsvæsenet. Denne udtalelse blev afgivet alene på grundlag af Deres klageskrivelser og de indsendte bilag, herunder det indsendte ringbind med rødt omslag, som indeholder uddrag af journalmaterialet.

En stillingtagen til, om en sag kan danne grundlag for kritik eller anden sanktion over for personer inden for sundhedsvæsenet, fordrer efter min opfattelse normalt en forholdsvis omhyggelig undersøgelse af sagen, i hvert fald når der som i dette tilfælde er tale om et kompliceret behandlingsforløb. Da Sundhedsstyrelsen ikke havde kendskab til det samlede relevante journalmateriale og ikke havde indhentet erklæringer fra de pågældende personer inden for sundhedsvæsenet, finder jeg ikke, at styrelsen havde tilstrækkeligt sikkert grundlag for at udtale sig om, hvorvidt sagen kunne danne grundlag for kritik eller anden sanktion. Den omstændighed, at det i udtalelsen af 19. marts 1992 er anført, at vurderingen er foretaget på det foreliggende grundlag, kan efter min opfattelse ikke føre til et andet resultat.

Jeg finder det således beklageligt, at Sundhedsstyrelsen har udtalt sig som anført.

Jeg har gjort Patientklagenævnet og Sundhedsstyrelsen bekendt med min opfattelse, men har ikke fundet anledning til at foretage yderligere.

…”

NOTER: (*1) Jf. FOB 1989, s. 184ff

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *